To nemme pladser til kysttorskene

Torskefiskeriet på kysten er for alvor kommet igang. De sidste seks dage har jeg haft fire aftenture til forskellige kendte fiskepladser i København og jeg kan konstatere at der er fisk på dem alle! Næsten 20 fisk er blevet snydt med UL-stangen. Der er ingen tvivl om at det er lige efter solnedgang fiskene fanges. Når der skal presses et par timers fiskeri ind om aftenen, er det dejligt at man kan parkere lige ved spottet og begynde fiskeriet med det samme. Det kan man f.eks. gøre ved vindmøllerne på Refshaleøen og Amager Strandpark.









Vindmøllerne på Refshaleøen

Søndag aften ankom Dino og jeg til vindmøllerne på Refshaleøen ved 19tiden og kunne stige direkte ud af bilen, gå et par meter og begynde at fiske. Solen var stadig på vej ned, så der gik en times tid før den første torsk faldt for min Liich softbait, som jeg fiskede i roligt op langs de store sten, helt inde ved land. Stille og roligt pumpede jeg fisken nær overfladen, mens den tynde stang bøjede helt i bund, de er nu sjove at fange de kysttorsk! Softbaiten var igen monteret i et "weedles" Texas-rig, hvilket betød at jeg ikke behøvede at være bange for at få fat i de store sten på vej op. Ved Lynetten er der god plads. Selvom mange fiskere stimler sammen i et hjørne, placerede vi os længere inde, og her fik vi et par fine fisk hver.

Tryk her for at finde dette spot.


Amager Strandpark

Da aftenen nærmede sig dagen efter kom fiskefeberen snigende. Når nu der var så godt fiskeri, kunne jeg jo ikke bare sidde der hjemme. Efter aftensmaden smed jeg stangen i bilen og 10 minutter efter holdt jeg parkeret ved Amager Strandpark. Jeg valgte at smutte ud til molen ved cafe-båden i den del af parken der ligger ud mod Kastrup havn. Da mørket var ved at tage over begyndte de velkendte små nap softbaitens "curly tail", fisk! Landingen var en smule besværlig, skråningen ned til vandet er ret stejl, men der skulle ikke gå længe før jeg havde fanget og genudsat et par fine torsk, som ellers sagtens kunnet nydes hjemme på komfuret.

Tryk her for at finde dette spot. 

På Amager Strandpark er der tre oplagte spots til kysttorskene; nordmolen der ligger over mod prøvestenshavnen, molen ved dykkerbanen (husk der må ikke kastes ud over dykkerbanen) og stensætningen ved cafe-båden. Jeg er sikker på at alle giver fisk i øjeblikket!

Husk dog at man ikke må fiske i strandparken efter. 1. maj, fordi badesæsonen starter her. 

I dette forår har jeg testet Texas-rig til torskefiskeriet og på et tidspunkt opsumerer jeg mine erfaringer her på bloggen, men helt almindelige kystblink kan sagtens fange fisk. På min sidste tur gav et ganske almindeligt Savage Gear Nordic Seeker i rød/sort f.eks. intet mindre end ni torsk. Teknikken er simpel: Kast ud og lad agnen synke helt ned, og spin så langsomt ind med lidt ryk her og der. I takt med at det bliver mørkere, plejer huggene at komme tættere og tættere på land - så man behøver ikke kyle blinket mere en 15-20 meter ud.



Kommentarer