Rimter i varmen

28 graders varme, fuld sol og midt på dagen. Ikke just de bedste forhold for fiskeri efter de fleste arter. Alligevel pakkede jeg igår UL-grejet og en pose toastbrød for at lede efter rimter på Amager.


Ved middagstid stod jeg klar ved Kastrup havn og begyndte at lede efter rimterne. Min lille UL-stang blev monteret med et flåd med lidt brød for enden, hvorefter flere områder blev prøvet af. Efter en times tid skete der endelig noget! Mens jeg dovent sad og stirede på mit flåd i varmen, kom en rimte stille og roligt svømmende forbi mig helt tæt ved land. Flådet blev hurtigt smidt hen i fiskens bane hvor fisken med det samme styrede direkte mod brødet og lod sig narre uden tøven. Efter en kort og lidt doven fight, kunne jeg lande og hurtigt genudsætte en fin rimte på omkring 1.5kg.

En kasket og solbriller med polaroidfilter gør livet meget lettere når rimterne skal spottes, og desuden kan det anbefales at tage det lette grej med på dette fiskeri da rimter ikke er særligt voldsomme fightere. Skulle man være interesseret i at prøve sig med rimterne kan endten Kastrup havn eller Dragør havn anbefales.

Efter to-tre timers fiskeri var der ikke langt til en svømmetur ved Amager strand. På vej hjem kunne jeg stå og kigge på flere flotte multer som roligt svømmede rundt mellem badegæsterne. Det var svært ikke at rive toastbrødet op af tasken og endnu engang montere stangen, men desværre må der ikke fiskes ved Amager strand i badesæsonen.                     

Kommentarer