Fuld fart i efteråret

Idag stod jeg ved mit ynglingsrev på nordsiden af Vejlefjord, med min fluestang i hånden. Igår stod jeg her også, men der skete ikke rigtig noget, selvom jeg havde på fornemmelsen at der var ørreder på pladsen, så derfor står jeg her nu igen. Et lidt skævt kast resulterer i at forfanget lander som en fuglerede, og i irritation stripper jeg min "Grå frede med blodtud" ind i rasende fart for at forsøge mig med et bedre kast. Til min store overraskelse når fluen ikke langt før en af fjordens små havørreder hugger kontant og kvittere med livlige krumspring før den får lov at svømme videre. Resten af dagen bød på fem havørreder, et par mistede, og massere kontakter til fisk. Alle når fluen havde voldsom fart på.

Endnu engang bliver jeg mindet om hvor vigtigt det er at variere hastigheden på sin indtagning. Især i efteråret hvor havørreden generelt kan være svær at få i tale, kan en hurtig indtagning være det sidste der får havørreden til at hugge. Jeg husker i denne sammenhæng en artikel af biologen Thomas Moesgaard, som fortæller historien om en nultur i efteråret, der pludselig blev forvandlet til et fantastisk fiskeri blot fordi Thomas og en ven bestemte sig for at konkurrere i hvem der kunne få blinket hurtigst ind, og først der kom huggene.

Generelt skal man altid variere sin hastighed på agnen, men tit tager jeg mig selv at tænke at havørreden nok slet ikke kan nå at registrere den lille flue når den tages hjem hurtigt. Dage som denne husker mig på at jeg nogen gange kommer til at undervurdere havørredens jagtegenskaber, og dermed kommer til at fiske for langsomt. Dette tror jeg især er gældende når der fiskes i vandtemperature som nu, som havørreden især trives i.