Put and Take i påsken

Påskeferien er en af de gode når det angår fiskemuligheder. Jeg selv havde regnet med at stå på kysten i Vejle Fjord med den ene sultne havørred for enden af flueforfanget efter den anden, men sådan skulle det ikke gå. Vejret har mildest talt været elendigt med alt for meget blæst på de pladser jeg plejer at fiske. I stedet søgte jeg ly i Hedensted Put and Take for at prøve fluerne fra vinterens fluebinding af.

Efter jeg havde indløst et to-timers fiskekort erfarede jeg hurtigt at jeg var den eneste der havde trodset blæsten, så jeg havde hele området for mig selv, lækkert!

Selvom det er effektivt at fiske på de vindblæste sider af Put and Take søer valgte jeg alligevel at finde lidt læ med vind i ryggen. Vejret skiftede konstant med hurtigt drivende skyer med regn og slud, og lidt små solstrejf.

Første fisk huggede efter en halv times tid, og kvitterede med en fin og stille fight.
Kort tid før mit fiskekort løb op huggede en god fisk tæt ved bredden. Den store regnbue var livlig og tog mange eksplosive udløb indtil jeg til sidst kunne stå med en flot fisk på omkring fire kilo i hænderne. Fedt med en god fisk på fluestangen!

Begge fisk tog en lille enkel flue, bundet med en krop af grøn chenille, en lille hale af grøn marabou og kuglekædeøjne på en Gamakatsu F314 str.8 krog. Fluen er hurtig at binde, og virker åbenbart! Jeg fiskede den med rolige og lange indtag.

Se fluen i flere farver ved at trykke her.

Kommentarer