Torskefiskeri på Islands Brygge

Det har indtil august i år ikke været lovligt at fiske i store dele af Københavns havn. Kun begrænsede strækninger ved Sydhavn, Nordhavn og Lynetten har officielt været åbnet for fiskeri, men nu har By og Havn åbnet op for langt flere fiskemuligheder. I søndags satte jeg mig for at prøve en ny fiskeplads ved Islands Brygge, og det viste sig at være en god ide!

Jeg ankom til strækningen langs vejen Kalvebodruten tæt ved den lille lystbådehavn og begyndte mit fiskeri med Ul-stangen og et lille hvidt Stripper blink i 12 gram. Mens jeg betragtede de travle cyklister på Bryggebroen kunne jeg i ro og mag udforske den nye plads - tankerne drev hen på mine trofaste torskepladser et stykke her fra, mens jeg endnu ikke mærkede noget for enden af linen.


Efter en halv times fiskeri kom det første hug. Det lille blink blev slugt af en sulten torsk mens det dalede mod bunden bare et par meter fra bredden. Torsken hev flere gange line af hjulet i håb om at flygte, mens den gylpede småfisk og krapper. På netop denne strækning er der langt ned til vandoverfladen, og min tynde line ville ikke kunne klare at trække fisken fri fra vandet. Jeg måtte ned af en af de stejle stiger hvis fisken skulle landes! Med lidt besvær fik jeg fisken sikkert op, fedt!

En mand med hans lille datter så nysgerrigt til mens jeg kravlede ned og hentede torsken. Bagefter fik pigen lov at komme helt tæt på fisken og efter lidt overtalelse satte hun med store øjne fingeren på den slimede fisk. Når man fisker i byen er der tit tilskuere, og det er vigtigt for mig at de også skal have en god oplevelse - måske kan jeg endda inspirere dem til selv at begynde! På den måde skabes et positivt billede på lystfiskeriet, og det kan i sidste ende betyde at endnu flere strækninger bliver åbnet i byen.

Allerede i næste kast huggede endnu en god kysttorsk på det lille blink, og jeg måtte endnu en tur ned ad stigen - helt sikkert en plads der skal prøves igen!

Kommentarer