Fiskeri i Put and Take om sommeren

Som lille lærte min far mig at fiske i de lokale Put and Take søer i Jylland. Selvom jeg klart foretrækker de vilde fisk langs kysterne, nyder jeg stadig at tage med min far i ørredsøen når jeg er hjemme for at besøge de gamle i Jylland. I sidste weekend havde jeg endelig tid til at køre over broen, og fluegrejet lå selvfølgelig bag i bilen. Det blev til to ture som begge gav fisk med fluestangen.




Både min far og bror var med på ideen om et par timer i den lokale Put and Take, og så skulle der forhandles om hvor tidligt vi skulle op. Min ellers fine argumentation for at ørrederne er mest aktive ved solopgang blev hurtigt fejet af bordet, og jeg måtte se mig slået med to mod en - vi kunne tage afsted kl. 8.00.

Da vi næste morgen ankom til den lavvandede Hedensted Put and Take, var det som ventet svære fiskeforhold. Ørrederne påvirket af det varme vand, og de lå for det meste og dasede i solen eller svømede roligt rundt helt uinteresseret i fluerne eller min brors microblink. Det er ingen nyhed at ørrederne i Put & Takes har svært når vandet bliver varmt i det sene forår, og igennem sommeren.

Foran den maskine der ilter vandet, havde en stor gruppe ørreder samlet sig, og her havde jeg held med at snyde en enkelt lille ørred med en lille enkel sort flue. Fisken huggede mens jeg lod fluen drive langsomt i den lille strøm, og herefter fulgte en herlig fight på klasse 6 stangen. Trods utallige flueskift skete der ikke mere på de 2 timer ved søen.

Der var ingen tvivl da jeg kom hjem igen, jeg ville have revanche! Næste morgen stod jeg igen klar, men denne gang ved solopgang. Nu var der mange flere aktive og velgørlige ørreder. Inden for den første time lå to små flotte regnbuer i græsset, begge taget på en sort ubelastet wollybugger flue foran iltmaskinen. Jeg lagde mærke til at flere ørreder tog føde på overfladen, og skiftede derfor til en sort skumflue.

Et par små ørreder kom langsomt svømmende imod mig, og jeg lagde forsigtigt et kort kast et par meter foran fiskene. Begge fisk svømmede fuldstændigt upåvirket forbi fluen. Jeg når knap nok at tænke "øv!" før  den bagerste fisk vender, stiger op og inhalere fluen resolut! Fisken svømmer hurtigt rundt om stolpe ved den lille bro, og jeg må lægge ekstra pres for at få den den rigtige vej rundt igen. Efter et par minutter kan jeg håndlande endnu en flot regnbueørred. Morgenturen giver i alt fire små regnbueørreder før jeg tilfreds kan smutte hjem.

Her er et lidt gode råd når du skal fiske med flue i Put and Take om sommeren: 

- Start fiskeriet ved solopgang - her er fiskene mere aktive end resten af dagen

- Sorte fluer plejer at udløse hug - gerne ubelastede så de kan svæve langsomt forbi fisken

- Hvis fiskene ikke reagerer så skift jævnligt flue

- Brug polariserede solbriller så du hurtigt kan lokalisere ørrederne, og kaste direkte til de aktive fisk

Kommentarer