Første maj gav første hornfisk

Mens de fleste andre fiskere brugte deres fridag på at lokke gedder på ædetogt, valgte jeg istedet at tage en tur på Øresunds kyst på Amager. Det viste sig at være et godt valg, for der var både hornfisk og drilske havørreder!

Det er lang tid siden jeg for alvor har satset på andet end Amagers mange kysttorsk, og derfor var det med en smule skepsis at jeg tog første kast ud i Øresund. Der var intet at mærke eller se efter mit blink, men alligevel lavede jeg det typiske spinstop tre-fire meter fra bredden - en lynhurtig blank havørred havde dog alligevel sneget sig med ind, og så chancen for at overfalde min agn! Efter et halvdårligt modhug og en rullende fisk i overfladen blev linen slap efter bare 10 sekunder, nej! 

Efter at have flyttet mig lidt rundt i området, og haft flere følgere måtte jeg se mig slået af forårets ørreder - heldigvis havde jeg lagt mærke til de velkendte små forsigte ryk i blinket i løbet af dagen, der var helt sikkert også hornfisk. 

Også hornfiskene var drilske - derfor monterede jeg til sidst den velkendte silkekrog for at se om de i det mindste kunne give mig lidt succes. Efter mange forsigtige hug, blev et meget langt spinstop pludseligt forvandlet til fast fisk - endelig! 

Selvom hornfiskene ikke er kommet i de store antal, havde jeg alligevel en formodning om at der var forholdsvist mange hornfisk til stede, og det endte da også med et par stykker til panden der hjemme. 

Læs mere om metoder til at fange hornfisk ved at trykker her.

Kommentarer